Navne i migration. NORNAs 50. symposium i Maribo, Lolland, den 13.-15. maj 2020

Præsentation og mulige emner

Et af vores samtids nøgleord er migration. Begrebet migration er senest aktualiseret af folkevandringer mod det europæiske kontinent. Migrationsstudier har ofte et sociologisk eller økonomisk afsæt, og navne indgår undertiden som et analyseparameter.

På NORNAs 50. symposium, Navne i migration, ønsker vi at diskutere migration i relation til navne, såvel stednavne som personnavne. Vi inviterer til bidrag, som tager udgangspunkt i menneskers migration (immigration, emigration) og det aftryk i navngivningen, som migration har medført. Omdrejningspunktet kan være migration på globalt, nationalt, regionalt eller lokalt niveau og afspejle enten historisk eller nutidig migration. Vi indbyder også til bidrag om sproglig migration forstået som en sprog- og navneintern bevægelse, fx fra en kategori til en anden, fra primærnavngivning til analogisk navnedannelse, morfologiske ændringer eller andet, der udtrykker navne som sproglig kategori, der flytter sig fra ét til noget andet.

Ophold

Symposiet afholdes på Hotel Søpark i Maribo, hvor der er konferencefaciliteter og værelser til 25 deltagere.

Maribo er en lille handelsby på Lolland (ø sydvest for Sjælland). På Lolland findes en række landsbyer, som har stednavne med vendisk oprindelse og derfor vidner om historisk migration syd fra. Handelsbyen er opstået som købstad i anknytning til et Skt. Birgitta Kloster, som blev oprettet i 1416. Både klosterruiner og byens klosterkirke (domkirken) er et besøg værd (gåafstand fra Hotel Søpark).

Pris (foreløbig)

3025 DKK + 400 DKK.

Beløbet 3025 inkluderer to overnatninger i enkeltværelse samt bespisning på Hotel Søpark under hele opholdet, dvs. fra frokost (lunch, lunjs) onsdag den 13. maj til frokost fredag den 15. maj samt leje af lokaler mm. Prisen for ophold og bespisning er fast, da vi ikke kan administrere fradrag i eller tillæg til en konferencepakke.

Beløbet 400 DKK dækker ekskursion i bus (torsdag eftermiddag den 14. maj).

NB. Vi ansøger forskellige private fonde om økonomisk støtte, og vi håber, at den samlede udgift bliver reduceret.

Betaling: Der vil blive på et senere tidspunkt blive oprettet en webshop hos Københavns Univsersitet.

Transport

Deltagere skal selv bekoste transportudgifter til og fra Lolland. Ruteplanlæggeren i Danmark hedder Rejseplanen (www.rejseplanen.dk).

Det billigste og enkleste er at tage tog fra København. Der er forbindelse her fra ca. en gang i timen (ét togskifte undervejs). [Med forbehold for ændringer fx onsdag kl. 9.37 fra København H med ankomst Maribo Station 11.41 og retur fredag kl. 13.12 fra Maribo Station med ankomst København H 15.22. Turen koster 131 DKK én vej].

Program (foreløbigt)

Inviteret plenarforelæser er Anne Sofie Beck Knudsen, som har arbejdet med skandinaviske udvandrere inkl. deres navne (se fx denne artikel i dagbladet Information https://www.information.dk/2019/04/anne-sofie-beck-knudsen-viser-dit-fornavn-afgoerende-betydning-emigrerer-ej)

Der er indlagt en halvdagsekskursion torsdag den 14. maj til forskellige lokaliteter på øen.

Interessetilkendegivelse og tilmelding

Interessetilkendegivelse sker ved fremsendelse af abstract senest 1. februar 2020 til Navneforskning@hum.ku.dk (Skriv ”NORNA50” i emnefeltet).

Abstract/resume

Abstract/resume må fylde max 300 ord (uden referencer). Det skal modsvare et foredrag af 20 minutters varighed. Sproget skal være dansk, norsk eller svensk. Der kan evt. holdes foredrag på engelsk efter aftale med arrangørerne. Anfør venligst navn, e-mailadresse og evt. institution.

Publicering

Symposiets foredrag forventes udgivet som e-publikation svarende til NORNA-rapporter 93, Navn og Navnebærer:

https://nors.ku.dk/publikationer/webpublikationer/norna-rapporter-93/

 

Velkommen til NORNAs 50. symposium!

 

Rikke Steenholt Olesen

Johnny G.G. Jakobsen

 

 

Datum: 
onsdag, maj 13, 2020 till fredag, maj 15, 2020