Sofie Laurine Albris: At bo, at benævne
Navnestudier nr. 41, Museum Tusculanums Forlag, København 2014.
I At bo, at benævne undersøges forholdet mellem de danske stednavne fra jernalderen og vikingetiden og de arkæologiske levn fra samme perioder. Bogen starter med at udforske spørgsmålet om sammenhæng mellem stednavne og arkæologiske lokaliteter i en metodisk og teoretisk diskussion, hvor det argumenteres, at navne og arkæologi må hænge sammen i kraft af menneskers praksisser samt af en fælles forankring i landskabet.